Da en veninde for et års tid siden prikkede til mig og spurgte, om jeg ikke skulle være frivillig hos Selvhjælp Silkeborg, måtte jeg med skam indrømme, at jeg intet kendte til foreningen. Det lykkedes hende at gøre mig tilpas nysgerrig, og jeg meldte mig til et informationsmøde, hvor det hurtigt stod klart, at det da vist lige var noget for mig. Efter at have deltaget på introkurset for nye gruppeledere startede jeg således i efteråret op med min første sorggruppe sammen med en anden gruppeleder med mange års erfaring som frivillig i foreningen. Vi har netop afsluttet gruppen her i marts, og det har på alle måder været en fantastisk god oplevelse.

”Jamen, hvad får du ud af at bruge din fritid på at køre en sorggruppe?”, vil nogen måske spørge. Ikke så lidt skulle jeg hilse og sige! Selvom der i en selvhjælpsgruppe hverken er tale om terapi eller noget mål for, hvor deltagerne skal ”nå hen” under forløbet, så er det tydeligt, at der er noget, der flytter sig undervejs. Jeg er imponeret over den åbenhed og tillid, som deltagerne har udvist overfor hinanden og os som gruppeledere, når de har delt deres historier. Det har været livsbekræftende at opleve, hvordan små lysglimt og glæder langsomt har fundet vej ind i fortællingerne fra den nye hverdag. Sorgen stikker stadig sit ansigt frem, men den er på vej til at blive afløst af et savn.

For mig er det et kæmpe privilegie at kunne være med til at skabe rammerne for noget, der har så stor betydning for andre mennesker – så giver de par timer om ugen bare så god mening. Sidst men ikke mindst er jeg blevet bekræftet i noget, som vi alle sammen udmærket ved, men som vi måske indimellem kan glemme, når det hele går lidt stærkt: Vi skal huske at leve, mens vi er her, og fortælle vores nære at vi holder af dem, for vi ved ikke, om vi får muligheden igen.

Heidi Flou Mikkelsen