Netværksgruppe for unge
Netværksgruppe for unge er et tilbud til unge, der har lyst til i fællesskab med andre at sætte ord på livet og lære at tackle sammen med jævnaldrende.
Det kan være svært at komme videre i livet, hvis man måske føler sig alene og ikke har et stort netværk. Her tilbyder vi et fællesskab med andre unge, der måske har det lidt ligesom dig. Ved at mødes med andre, der står i en lignende situation, kan vi både blive klogere på os selv og andre.
Ved at spejle sig i hinandens udfordringer, oplever vi at kunne give noget til andre og genkende noget af det, de andre fortæller, så vi får en fælles forståelse gennem vores historie.
Alle har en historie og kan bidrage med noget ind i gruppen samtidig med, at vi får sat ord på vores egen situation og får nye perspektiver på, hvordan vi kan se os selv og andre.
Netværksgrupperne består af 6- 8 unge, som mødes hver anden uge i 3 timer sammen med 2 gruppeledere, der sørger for at skabe trygge rammer, og at hver enkelt deltager får mulighed for at sætte ord på sit liv. Vi mødes typisk fra kl. 17-20.
Vi begynder hver gang med en siden-sidst runde og aftaler, hvad der skal være fokus på resten af mødet.
Alle i gruppen har tavshedspligt og er indforstået med, at alt siges i fortrolighed.
Efter runden går vi i køkkenet og tilbereder mad i fællesskab.
Vekselvirkningen mellem dialogerne i gruppen og frirummet i køkkenet giver lejlighed til at lære hinanden at kende på flere fronter og understøtter trygheden for at åbne op for det, der kan være svært i livet.
Den løbende kommunikation mellem gruppeledere og deltagere foregår gennem SMS. Der udsendes en reminder dagen før mødet, og deltagerne er forpligtet til at melde tilbage, om de kommer eller er forhindret; både af hensyn til madindkøb og ikke mindst af hensyn til gruppens øvrige deltagere.
Grupperne kan være både åbne og lukkede, men det kan være en fordel, at den samme gruppe af unge mødes nogle gange, inden der optages nye i gruppen.
Varigheden af forløbet kan være individuelt og tages op undervejs. Der vil oftest være tale om et forløb af mindst 10 ganges varighed.
Deltagelse i grupperne er gratis; det er maden også i det omfang, Selvhjælp Silkeborg har økonomiske ressourcer til at dække udgifterne.
Er du interesseret i at høre nærmere?