Genåbning af Selvhjælp Silkeborg i Estrupsgade

Sikke en tid, vi lever i! Heldigvis ser det endelig ud til at lysne i coronalysets skær – og forhåbentlig får vi lov til at åbne Estrupsgade op for grupper den 8. juni.

Dette opslag er en forberedelse af jer til dette. I skal vide, at der løbende vil ske ændringer – vi skal nok holde jer opdaterede.

Vi hjælper gerne

Vi vil rigtig gerne hjælpe jer med at komme godt i gang igen, så ring eller skriv endelig til os med stort og småt. Vi håber, at de aktive grupper finder mulighed for at mødes mindst én gang inden sommerferien – hvis altså gruppedeltagerne også har lyst og mod på det.

Alle er forskellige

Vi ved, at mange af os er i risikogrupper, og både frivillige og deltagere må hver især gøre op med sig selv, hvor meget social og fysisk kontakt de vil prioritere i deres liv for øjeblikket. Sundhed er jo mange ting – det fysiske helbred, den sociale trivsel og den mentale sundhed. De aspekter bliver vi nødt til hver især at afveje, og vi må tage hensyn til hinandens valg.

Alt det praktiske

Lokalerne:

  • Vi følger retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne. De anbefaler én meters afstand, men samtidig anbefales det at mennesker i risikogruppe bør holde to meters afstand. Det betyder, at I skal finde ud af, hvor mange i gruppen, der er i risikogruppen (Se evt. HER) for at vide, hvor god plads I har brug for.
  • Kom ikke i god tid, men gerne så præcist som muligt i forhold til jeres booking. På den måde er der mindst risiko for forsamling af for mange mennesker på én gang i gangene.
  • I det omfang, vejr og støj udendørs tillader det, opfordrer vi til at have åbne vinduer, mens I mødes indenfor i vores lokaler.
  • I lokalerne vil der ligge ruller med skraldeposer. Tag en og brug denne til jeres møde – og put den i den store skraldespand ved porten på vej ud. Dette er for at mindske smitte.
  • Det er ikke muligt at opbevare noget hos os i denne tid, desværre.

Booking af lokaler:

  • I kan booke som I plejer; online med kode. Vær ekstra opmærksom på at slette bookinger, hvis I ikke kommer, så lokalerne kan benyttes af andre.
  • Ved booking skal I sikre jer tid til at:
    • gøre lokalet brugbart – I skal selv spritte det af; vi stiller rengøringsmidler og sprit til rådighed.
    • Lufte ud de sidste ti minutter af jeres møde
    • Sikre jer, at der er mindst 15 minutter mellem bookingerne, så der er mindst risiko for forsamling af for mange mennesker ved lokalebyt.
  • I skal sikre jer, at der kan være to meters afstand omkring evt. deltagere i risikogruppe i det bookede lokale – én meters afstand mellem resten.
  • I er velkomne til at ringe til os ved tvivlsspørgsmål. Her ringer I til:
    • Børnegrupper: Lise – 91525478, trivsel@selvhjaelpsilkeborg.dk
    • Pårørende til psykisk sårbare: Annette, 4042519 , as.frivilligcentersilkeborg@gmail.com
    • Voksne: Lea – 41660878, lea@selvhjaelpsilkeborg.dk

Køkken:

Køkkenet vil være lukket indtil tidligst august. Vi kan ikke garantere tilstrækkelig afstand, eller ordentlige forhold omkring brug af fælles service. Det håber vi på jeres forståelse omkring. Ønsker I noget at drikke eller at spise under jeres møde, så skal I selv medbringe det samt evt. service til at spise/drikke af.

Toiletforhold:

Det er fortsat muligt at benytte toiletterne hos os, men vi anbefaler at bruge dem i så lille et omfang som muligt. Hvis de benyttes, skal de rengøres efterfølgende. Der vil stå rengøringsmidler og sprit derude til dette formål.

Rengøring generelt:

Vi forventer at de, der bruger huset, hjælper med afspritning. Derudover sørger vi i huset (Frivilligcenter og Selvhjælp i fællesskab) for at der bliver gjort rent. Vi har fået en aftale med Silkeborg Kommune, som nu varetager den ordinære rengøring af vores lejemål, og derudover sørger vi medarbejdere på kontoret for, at alle vandrette flader, dørhåndtag og kontaktpunkter rengøres to gange dagligt.

Særligt for børnegrupper i Estrupsgade

  • Ring til Lise og vend jeres planer for opstart – så er der også mulighed for at sparre om relevante dåseåbnere under de nye forhold.
  • Hvis I vil gå en tur eller mødes andetsteds udenfor, så skal dette kommunikeres til forældrene på forhånd, og I skal være tilgængelige på tlf.
  • Vi har nogle ekstra trivselskasser på 2. salen, der er klar til at nye skoler kan modtage dem – indtil sommerferien vil det være muligt, at hver gruppe på Estrupsgade har sin ”egen” kasse, så vi undgår smittespredning via materialerne.

Alternative mødeformer

Måske har I mod på at mødes udendørs? Så har vi lavet et par aftaler med virksomheder, der gerne stiller deres udendørsarealer til rådighed. Ring til os og hør nærmere.

Det kan også være en mulighed at booke medborgerhuse mm, og det vil vi også gerne hjælpe jer med.

En privat have eller en gåtur kunne også være en mulighed.

Sommerferie:

I denne ekstraordinære situation bliver vi i år nødt til at lukke hele Selvhjælp og frivilligcenteret ned i juli måned. Normalt kan I jo bruge huset, hvis I kan klare det selv, mens vi holder ferie. Det er desværre ikke muligt i år af ressourcemæssige årsager.

Derfor er der lukket fra den 3. juli og indtil den 3. august, hvor vi åbner igen.

 

Vi glæder os simpelthen så meget til, at der igen kommer liv i huset og til at se jer alle sammen!

Optimistiske forårshilsner fra kontoret hos Selvhjælp Silkeborg