Bliv frivillig

Har du lyst til at bidrage frivilligt?

Er du anerkendende, nærværende, ansvarsbevidst og god til at lytte? Er du god til at skabe et trygt og fortroligt rum, og har du lyst og mentalt overskud til at arbejde med mennesker i svære situationer – og kan du rumme de frustrationer og dilemmaer, de står i?

Så skulle du måske overveje at blive frivillig hos os.

Du behøver hverken have konkret faglighed eller erfaring indenfor området, da det er dig som menneske, vi er interesseret i. Derfor handler det om dine personlige kvalifikationer og ikke om, hvad der står på dit eksamenbevis.

Du kan hjælpe med… alt

Hos Selvhjælp Silkeborg er vi hvad der svarer til 2,5 fuldtidsansatte og mere end 100 aktive frivillige. Der er mange opgaver, roller og muligheder at tage fat på, men først og fremmest mangler vi frivillige til at bistå vores mange forskellige grupper.

Vi mangler også frivillige, der kan hjælpe med events, PR, website, sociale medier, frivilligpleje og andre tiltag og opgaver, vi slet ikke har tænkt på endnu.

Vi tilbyder

  • et kursusforløb, som vil ruste dig til opgaven
  • stor fleksibilitet og indflydelse på opgaver
  • et godt sted at supplere din viden, faglighed og erfaring
  • mulighed for spændende kurser
  • løbende fælles sparring og refleksion sammen med andre frivillige
  • individuel samtale/supervision efter behov
  • et meningsfuldt fællesskab, hvor du er med til at hjælpe andre
  • samarbejde og fællesskab med andre, engagerede frivillige
  • inspirationsaftener med spændende oplæg og foredragsholdere
  • at blive en del af en Danmarks største selvhjælpsforening
  • indflydelse på foreningens udvikling

Kontakt os gerne for mere information:

T  2092 0878

M info@selvhjaelpsilkeborg.dk

Klik her for at se, hvilke frivillige vi lige nu mangler

Det siger nogle af de frivillige…

“Som frivillig er jeg lige nu gruppeleder i en netværksgruppe med unge autister. De unge taler med hinanden om, hvordan de hver især oplever de udfordringer, de møder i deres dagligdag – og de giver hinanden ideer til, hvordan livet med en diagnose kan takles.

Som gruppeleder er den vigtigste rolle at være nærværende og oprigtigt lyttende, da jeg hverken må eller skal gå ind som behandler eller komme med gode råd. I starten var det svært at lade være med at tage fortællingerne med hjem.

Sådan er det ikke mere, for dels har jeg en kollega at dele oplevelserne med, dels har Selvhjælp Silkeborg supervision. Begge dele er nyttigt for at vi kan forblive tro mod det, der er selvhjælpens DNA, nemlig at det er gruppedeltagernes viden og erfaring, der er det bærende.”

Ingrid, frivilligkoordinator og gruppeleder

“Jeg har været frivillig hos Selvhjælp Silkeborg i 10 år. Her arbejder jeg som frivillig koordinator for voksne, men jeg har igennem tiden også haft mange andre roller i foreningen.

Idéen med selvhjælp er, at man mødes med andre som er i samme båd forstået på den måde, at hvis man lige er blevet skilt, har mistet et barn eller en ægtefælle, har syge pårørende eller andre svære ting at kæmpe med, så kan man ved en god snak give inspiration til hinanden om, hvordan man kommer videre fra sit ståsted i livet.

Det betyder utrolig meget for mig at kunne være med dér, hvor der er brug for mig. Ikke nok med at jeg kan glæde og gavne, men jeg får også selv glæde og fælleskab tilbage. I selvhjælp Silkeborg har jeg kunne fortsætte min interesse for socialt arbejde, og kunnet udnytte mange af mine erfaringer som socialrådgiver og leder. Jeg betragter det som et kæmpe privilegie at være med i foreningens udvikling og videre færd.”

Ulla, voksenkoordinator