Introduktion til selvhjælp

Selvhjælp er initiativ til forandring.

Selvhjælp er at tage ansvar for en given situation på en konstruktiv og fremadrettet måde.

Selvhjælp er ligeledes troen på, at de fleste kan bearbejde egne problemer, hvis blot de får støtte til det. Situationer som er vanskelige at klare alene kunne f.eks. være det at have mistet, sygdom eller anden personlig krise.

Selvhjælp skaber et forum, hvor du kan tale frit om din situation med en eller flere personer, der afsætter tid til at lytte og være hundrede procent til stede på ligeværdige vilkår.

Hos Selvhjælp Silkeborg har du mulighed for 1) at deltage i en selvhjælpsgruppe, 2) at deltage i en netværksgruppe og /eller 3) at deltage i en individuel samtale.

  1. I en selvhjælpsgruppe mødes du med andre, som gennemlever en lignende vanskelig situation som din. Gennem samtale og fælles oplevelser bliver det muligt at komme videre. Gruppen er et trygt forum, hvor man udover at fortælle sin egen historie får mulighed for at lytte til og lære af andre, der tumler med de samme problematikker som en selv. Den givtige samtale er det centrale i selvhjælpsgrupperne. Der vil altid være en igangsætter til stede til at hjælpe selvhjælpsgruppen godt på vej. Eksempler på gruppeemner er: skilsmisse, sorg, sygdom, pårørende til misbrugere. Se flere gruppeemner under menupunktet grupper.

  2. I netværksgrupperne er formålet at skabe samvær mellem personer med en fælles interesse eller et fælles ønske. En mulighed kunne være at danne et netværk mellem en udvalgt gruppe af mennesker. F.eks. netværk for unge, synshandicappede eller enlige ældre. Kernen i netværksgrupper er udover samtalen også samvær omkring aktiviteter. En igangsætter hjælper ligeledes netværksgrupperne godt på vej.

  3. Med en individuel samtale får du mulighed for at sætte ord på de tanker, der er vanskelige at håndtere og du vil få hjælp til at forstå og klare din situation. Udgangspunktet for den individuelle samtale vil altid være din egen oplevelse af din situation. Samtalen vil foregå i et trygt forum med en nærværende og lyttende samtalepartner. Vi tror på, at en individuel samtale vil medføre afklarethed samt fremme dine fremtidige handlemuligheder.

Målgruppe

Voksne

Selvhjælpsmetoden henvender sig til mænd og kvinder fra 18 år og opefter, som er motiverede for at forbedre deres situation. Du skal altså kunne tage ansvar for dig selv og din situation på en konstruktiv måde og samtidig have lyst og overskud til at lytte til andre mennesker. Har du behov for professionel behandling, skal du søge hjælp til dette i andet regi. Selvhjælp kan dog sagtens være et supplement til et behandlingsforløb i andet regi - det kunne f.eks. være terapiforløb hos psykolog.

Børn og unge

Vi tilbyder også oprettelse af grupper for børn og unge under 18 år. Disse grupper kaldes dog ikke selvhjælpsgrupper, da de på intet tidspunkt fortsætter uden en voksens medvirken. Den voksne i disse grupper fungerer som gruppeleder og har ansvar for indhold, struktur og rammer. Ideen om at møde ligestillede er dog en lige så vigtig og givtig del i ungegrupperne som i vores selvhjælpsgrupper for voksne.

Tavshedspligt

Selvhjælp Silkeborg er uafhængig af behandlingsmæssige, politiske, religiøse og etniske interesser. Vi tager udgangspunkt i mennesker og ikke i behandling, politik, religion eller etnicitet. Hverken ansatte eller frivillige forsøger at overbevise dig om deres egne holdninger.

Endvidere værner vi om din anonymitet og fortrolighed. Alle deltagere, frivillige og ansatte har tavshedspligt om private forhold. Vi fører ikke journal, og vi videregiver ingen oplysninger, med mindre lovgivningen påbyder det.